
Linje 322
Steen har altid arbejdet med propfyldte skemaer og stramme tidsfrister. For et par år siden ændrede hverdagen sig for ham. Nu er han buschauffør i Thy. Her finder han ro og plads til at lade tankerne vandre frit. Og har mulighed for at småsnakke med de passagerer, der måtte have lyst.
Der er stille gennem de vilde landskaber mellem kystbyerne Klitmøller og Hanstholm, og når busnummeret skifter fra 90 til 322 er der også langt mellem passageren. Selv radioen tier, da den ikke får signal til at spille. Bag rattet i bussen der kører passagerne i Thy rundt, sidder Steen Windfeld Rasmussen.
De 11 kilometer fra det sidste stop i Klitmøller til det første stop i Hanstholm byder på vildt landskab, så langt som horisonten strækker sig. Ved Thy Nationalpark på den ene side og Vesterhavet på den anden. Det er på strækninger som disse, der giver Steen mulighed for ro og refleksion.
“Det er som at gå en tur i haven – det virker som terapi for mig.”
Siden sommeren i 2021 har 61-årige Steen Windfeld Rasmussen kørt som buschauffør bag rattet på Nordjyske Trafikselskabs Scania-busser. Noget, som ellers ikke lå i den tidligere bagers karriereplaner.
Thy Nationalpark og Thy i sin helhed er et område, som Steen har en dyb taknemlighed for. Længere nede ad ruten forbi Hanstholm og på vej tilbage mod Thisted igen kører han sine passagerer, gennem de varierende landskaber.
Udenfor på markerne har landmændene skudt gyllesæsonen i gang. Den velkendte lugt fylder hurtigt også inde i bussen.

De nordjyske landskaber og marker bliver nogle minutter og stop senere erstattet af den største by i kommunen, Thisted, hvor endestationen er, før turen snarest fortsætter videre til næste landsby.
Det er strækninger som disse, der skaber ro i Steens tankemylder.
"Jeg har mange tanker i gang og kan heller ikke altid koncentrere mig om at læse, fordi jeg hele tiden bliver afbrudt af nye ideer, haveprojekter og sommerhusplaner.” Siger han.
”Det giver mig ro i sjælen og en indre fred at køre her.”
Steen har brugt det meste af sit arbejdsliv i produktionen hos større virksomheder som Dragsbæk Margarine, bakkedal og Premier is.
Tilbage i 2019, kunne han fornemme de første symptomer på stress, øget tendens til irritabilitet. Negative tanker. Problemer med at holde fri, når han havde fri. I januar 2021 blev han hjemsendt med stress og symptomer der lignede en optrapning til depression.
Under sin sygeorlov indså han, at han ikke skulle vende tilbage til sit gamle job. I stedet blev han tilbudt et job som buschauffør, som han hurtigt tog i mod.

Oprindeligt havde han tænkt det som en midlertidig løsning, men det blev det ideelle arbejdssted. Det tillod ham at interagere med folk på et begrænset, men passende niveau, hvilket han fandt afslappende og tilpas.
I april 2021 påbegyndte han officielt sin erhvervsuddannelse som buschauffør. Hvor han allerede i sommeren 2021 begyndte at køre på ruterne. Jobskiftet medførte en lavere puls og et bedre humør.
Det er blevet den nye hverdag for ham.
På vej op ad Trælshøj er der flere stoppesteder igennem Ræhr på ruten mod Hanstholm, men ingen passagerer. Steen er i god tid. Han sænker farten i det der kommer udsyn til Ræhr Sø på venstre side, et par stille minutter senere siger Steen pludseligt efter lidt refleksion:
“Da jeg arbejdede, mens jeg havde stress, fyldte de negative tanker meget mere end de positive, selvom der ikke var plads eller tid til dem. Nu, hvor jeg har tiden til at tænke dem, tænker jeg ikke på negative tanker, fordi de ikke fylder mere.”
Det der betyder mest for Steen nu, er, at han får fri på de tidspunkter, der står i hans arbejdsplan. Og når der står fri, betyder det også, at man faktisk har fri og ikke skal tage arbejdet eller tankerne derfra med hjem.


Bus 90 nærmer sig Hanstholm. De to gutter, som Steen samlede op i Thisted skal til at stå af. De har pakket op til flere dage i naturen kan Steen se i spejlet, han bruger til at orientere sig bag i bussen:
"Hvor på havnen kunne I tænke jer at hoppe af ?”
Egentlig skal busserne stoppe op ved de busstoppesteder, der er placeret rundt på ruten, men Steen kan ikke dy sig for at yde en ekstra service og være til hjælp for dem, der gør brug af bussen.
Mændene ser lettere overrasket ud.
“Vi står bare ud ved næste stop, for vi skal lige have handlet ind til de næste dage.”
“I orden,” svarer Steen tilbage. “Det skal I også have lov til.”
Sådan går hverdagen for Steen. Flere gange om dagen med masser af muligheder for at se områderne og byerne i Thisted Kommune.
Mellem Hanstholm og Thisted, forbi Nors, hvor hans søn bor, ud til Klitmøller og tilbage igen. Det passer ham helt perfekt. Mulighederne for at skabe bekendtskaber og hyggesnakke med dem, der må have lyst til det, og ellers bare nyde naturen i sit ofte eget selskab, hvor tankerne har plads til at folde sig ud. Eller blive helt stille.

Ekstramateriale




