Loy Krathong holder troen levende i Randers
Omtrent 8.775 kilometer væk fra Bangkok sidder godt 30 kvinder og et par enkelte mænd foran to munke i Randers som et bevis på, at buddhismen stadig kan blomstre her.
Kvinden på første række indleder ceremonien med en noget hæs stemme og en bøn, hvor hvert af sætningens sidste ord trækkes lidt længere end de øvrige. De halve meter høje Vonyx-højtalere bærer de skingre toner for det meste klart gennem så hele huset på Randersvej kan høre bønnen.
Den tidligere midtjyske gård er forvandlet til en thailandsk oase med orange gardiner i den gamle stue, guldbeklædte buddhastatuer og whiteboards med thailandsk skrift, der beskriver, hvad der skal laves på templet i løbet af ugen.
De fremmødte sidder tæt på gulvet foran de to munke, Sutthichai Thakong og hans kollega. Det er otte dage siden, at den årlige festival Loy Krathong fandt sted i Thailand.
Traditionen har mange historier, ifølge Sutthichai symboliserer traditionen at lade dårlige synder drive væk på små krathongs – både lavet af bananblade og pyntet med blomster, stearinlys og røgelse.
“At flyde en krathong viser respekt for vandets gudinde, Phra Mae Khongkha, og symboliserer også en ny begyndelse,” forklarer han.
Sutthichais højre skulder oplyses af efterårssolen, og han holder mikrofonen, mens han reciterer "Buddhas ord om kærlig venlighed"
"Lad dem ikke gøre den mindste handling, som de vise senere ville kritisere. Med ønsket om glæde og tryghed må alle væsener finde fred. Uanset hvilke levende væsener der findes, hvad enten de er svage eller stærke, uden undtagelse."
Fællesskab på tværs af generationer
De to munke sidder let hævet på en platform over gulvet – et symbolsk udtryk for respekt og hierarki. 70-årige Duenchai Kangphrom, som på de traditionsrige dage som i dag gør brug af templet. Hun sidder med hænderne samlet mod hinanden og fingrene pegende op i loftet. Hun har skiftende blikket rettet ned i gulvet og mod de orangeklædte munke.
“Buddhisme for mig er en slags filosofi,” fortæller Duenchai, der flyttede fra Thailand til Danmark i 1988. I de seneste år har hun fundet templet i Randers som et åndeligt samlingssted.
“Det er som at tale med en psykolog. Her er god mulighed for at finde ro.” Hun tilføjer, mens hun køber en krathong af templet: “Der er et godt fællesskab, og det er sådan en god måde at holde fast i ens kultur.”
For Duenchai og mange andre thailandske buddhister er ceremonien, som den der sker i Midtjylland i dag, ’Loy Krathong’, en måde at holde fast i deres rødder. I dag tilpasses den til de danske omgivelser. I Thailand fejrer man traditionen med fyrværkeri og sætter krathongs ud på de store floder. På denne side af kloden foregår det mere ydmygt, men betydningen af ceremonien forbliver intakt.
“Vi sender synderne væk og byder gode ting velkommen, som en frisk start,” forklarer 53-årige Chakkrit Khunburan, der flyttede til Danmark som barn og er vokset op i et kristent hjem.
Selvom hans forhold til buddhismen ikke er dybt spirituelt, ser han stadig festivalen som en vigtig del af sin identitet. "Det er en måde at promovere vores kultur og traditioner for kommende generationer, også her i Danmark," siger han og hentyder til de få unge blandt deltagerne.
En hjælpende hånd
Chakkrit agere som templets hjælpende hånd for de praktiske opgaver og for munkene. "Det er vigtigt for mig at bidrage, så vi kan holde liv i vores tro og fællesskab.” For Chakkrit er arbejdet med templet ikke kun en måde at støtte det buddhistiske fællesskab, men også en mulighed for at styrke forbindelsen til sin egen kultur og dele den med andre.
Indenfor på det bløde, røde gulvtæppe, der fylder rummet ud og gør det mere behageligt for deltagerne at sidde på knæene, fortsætter bønnen med en genkendelig rytme. Alle holder små krathongs forsigtigt med begge hænder foran hovedet.
Munken Sutthichai læser fra bogen Buddha Chantings. Hans stemme glider over ordene, til han et par sætninger inden kikser med formuleringen. Han griner i mikrofonen over situationen, som den eneste.
Det fyldte lokale venter tålmodigt på, at han vender tilbage til teksten, så de kan gentage efter ham, på samme måde som man kender det fra ægteskabsløfterne.
En bro mellem kulturer
Chakkrit, der både er døbt og konfirmeret i den danske folkekirke, ser ingen konflikt mellem de to trosretninger.
“For mig er buddhismen ligesom kristendommen – det handler om at være et godt menneske. Men festivaler som Loy Krathong minder mig om, hvor jeg kommer fra,” forklarer han.
Duenchai er enig. “Vi er langt væk fra Thailand, men gennem templet finder vi hinanden og holder vores kultur i live.”
Alle gæsterne bevæger sig igennem gårdhaven, forbi et bål, der spreder lugten af røg rundt til alle, med svien i øjnene. Hver med en krathong i hånden, sammen med templets to munke, går alle forbi tre damer, der står på den rigtige side af bålet og holder varmen.
Herefter går alle ned ad den lille sneklædte bakke til søen i baghaven. Chakkrit trækker på skuldrene. "Uhh, det er koldt." Den lille sø er fyldt med mennesker hele vejen rundt.
Lysene bliver tændt og alle lader deres krathongs drive ud på vandet og isen, mens der bliver kastet klumper af is på søen i forsøg på at bryde hul i den. Nogle krathongs bliver ramt af isklumper, andre begynder at brænde fra stearinlyset.
Der går smil i mundvigene, rundt i ring, fra munken til damerne, der kaster is på søen. Selvom det er en betydningsfuld tradition, er der en forskel på miljø og temperatur, der gør situationen og ceremonien munter.
For Sutthichai og mange andre thailandske buddhister er traditionerne en vigtig forbindelse til rødderne. "Jeg er glad for at se, at I husker denne tradition," siger han, før han retter en venlig, men alvorlig tone mod de fremmødte.
"Det er vigtigt at lære jeres børn, også dem med dansk-thailandsk baggrund, hvad buddhismen betyder."