Kamal fra Aleppo, Kamel fra Sønderskolen og Musti fra Danmark

I december stormer oprørsgrupper frem af de syriske motorveje med kurs mod Damaskus. På bare et par uger har det lykkes Hay’at Tahrir al-Sham (HTS) at ændre magtbalancen i Syrien. Bashar Al-Assad flygter til Moskva, og Syrien er frit.

Støvet fra de nedrevne statuer har endnu ikke lagt sig, før de syriske flygtninge, der har bosat sig rundt i Europa, bliver opfordret til at vende hjem og genopbygge Syrien.

Allerede d. 10. december kalder statsminister Mette Frederiksen syrernes pligt at tage tilbage og hjælpe med genopbygningen. Syrien er reduceret til ruiner, de danske politikere taler om hjemsendelse, og midt i kaosset står Moustafa Kamal Habash.

Han er teknisk set syrisk flygtning, men han føler sig som en dansker. 24 år gammel, 188 centimeter høj, 84 kg og jysk helt ind til benet. Han bor det meste af tiden i Grenå med sin mor, far og to yngre brødre. Han bor også i Aarhus sammen med sin lillesøster Iman, der læser på Aarhus universitet.

Kamal er hjælpsom og rolig og bliver kaldt “Musti” af sine venner og “Kamo” af sine forældre. Han er ikke typen, der planlægger meget. Han siger altid "sådn" og tager tingene, som de kommer.

Han går på EUX Business i Grenaa og bliver færdig til juni. Måske vil han åbne sin egen virksomhed? Eller måske vil han læse til elektriker? Han har ikke helt besluttet sig endnu. Nårh ja, og så tilbringer han en del tid hjemme hos Nova, men den situation er kompliceret. Hvis bare han kunne få gjort deres forhold officielt.

 

Mustis daglige liv er nok identisk til de fleste andre unge fyre i Jylland: uddannelse, arbejde, tid med familien. For Kamal er en ung mand, der har rejst langt, både fysisk og følelsesmæssigt.

Men han er anderledes. Han er fra Syrien, og i Syrien hed han Kamal, men han føler sig ikke som syrer. Syrere er arabere, og han er kurder. Han har aldrig følt sig hjemme blandt syrere, da kurderne altid er blevet undertrykt af Assads regime. Han føler sig heller ikke som kurder, men som dansker.



 

 

Kamal voksede op i Aleppo, hvor hans farfar, som var imam, havde mange venner og stor respekt. Familien var blandt et mindretal af kurdere i Aleppo, og Kamal var en af de eneste kurdere på sin skole. På skolen talte han kun arabisk, for kurdisk var forbudt at tale offentligt.

Kamals far blev engang arresteret af militæret, fordi han havde lyttet til kurdisk musik, og Kamal blev bevidst om de risici, der fulgte med hans etnicitet. I hjemmet talte familien kurdisk, men Kamal følte sig altid anderledes.

Han var blandt de 50 bedste elever i sin klasse og havde masser af venner. De spillede fodbold sammen, og Kamal nød sine barndomsår, men omkring ham voksede krigen, og Kamal forstod, at hans hjemland var i opløsning.

 

2010
Kamal bor med sin mor, sin far og sin lillesøster Iman i en lille lejlighed i et nybyggeri i det vestlige Aleppo. Far arbejder hele tiden, så de ser ikke meget til ham. Det er nu egentligt okay, for mor er altid hjemme, og Kamal er en mors dreng.

Kamals far bliver igen stoppet af politiet, og de finder hans skitsebog, hvor han har tegnet det kurdiske flag. Dette var et symbol på modstand, og far blev betragtet som en forræder. Kort efter beslutter familien at flygte.

Kamal og hans søster Iman får kun at vide, at faren er rejst, og at de skal mødes igen snart. Han siger, at han skal til Europa, men Kamal ved ikke præcist, hvor. Faren køber dem en masse legetøj, før han tager afsted. Mor beslutter at tage Kamal og Iman med til Afrin, hvor hendes mor bor. Afrin ligger ca. 50 km fra Aleppo og er et kurdisk område.

 

Krigen begynder i marts 2011, efter faren er rejst. Det starter med fredelige demonstrationer for frihed i Damaskus, som Assad-regimet møder med vold. Kamal ser med i nyhederne fra mormors hus, mens mor prøver at skjule alvoren for ham.

Med krigen tæt på, beslutter mor, at nu er tiden kommet til at flygte, og far er allerede i Danmark. Kamal ved ikke meget om Danmark, men det er der, far bor, og det er dit de skal hen.



























2012
På en fem timers bustur til den danske ambassade i Damaskus, ser Kamal krigens ødelæggelser. Ruiner, udbrændte kampvogne og ødelagte biler er synet langs vejen. Kamal forstår, at krigen er blevet meget værre, men han føler sig stadig forvirret og ufærdig med det hele.

 

Efter måneder af venten får familien papirer for familiesammenføring, og de rejser til Danmark.

Først køretur igennem østlige Tyrkiet og senere flyver de fra Istanbul og lander i København, hvor de bliver mødt af faren. Det er en følelsesladet genforening. Kamal er glad for at se sin far igen, mor bryder ud i gråd i den tomme lufthavn. Efter et par dage i København tager de til Grenå, hvor far har boet de sidste par måneder.

Kamal og Iman begynder hurtigt at lære dansk, selvom det er svært for dem. Dansk er mærkeligt, og Kamal savner Syrien, hans gamle venner og den verden, han kendte. Men efterhånden lærer han sproget og tilpasser sig livet i Danmark.

 

Kamal og Iman går hurtigt i modtagerklasse på Sønderskolen i Grenå, en skole for børn fra hele verden. Det er her Kamal opdager, at han ikke er den eneste, der kæmper med sproget.

Dansk skole er anderledes end den syriske skole; her er plads til leg, kreativitet og sjov. Kamals yndlingsfag bliver "klassens time", og han lærer hurtigt at trives i det danske system.
 

2014
Efter to år i modtagerklassen beslutter Bente, deres lærer, og skolen, trods Kamals protest, at han er klar til at blive rykket over i folkeskoleklassen.

Han starter i 6. klasse på Sønderskolen. Han har altid været kaldt Kamal, selvom det er hans mellemnavn, men de andre børn udtaler navnet som “Kamel,” ligesom dyret. Det er ydmygende, men han tør ikke rette dem.

At få venner har altid været svært for Kamal, og det bliver ikke nemmere blandt de danske børn. Han forstår, hvad de siger, og ved, hvordan han skal svare, men frygten for at udtale et ord forkert holder ham tilbage.










































I Syrien havde han ikke været opmærksom på, at han som kurder var anderledes, men nu føler han sig anderledes som en af de få indvandrere i klassen. Det hjælper heller ikke, at han er to år ældre end de andre.

 

Lidt efter lidt begynder Kamal at falde ind i skyggerne i klasseværelset. Han har ingen venner, og frikvartererne tilbringer han alene eller sammen med Iman. Han er “ham taberen på bagerste række,” ignoreret og usynlig.

 

2016
Kamals klasselærer bemærker, at der er noget galt. Hans fravær er højt, og karaktererne er i bund. Hans forældre forstår ikke, hvad der sker, for han havde jo været en af de bedste på skolen i Syrien.

Forældrene bliver indkaldt til skolehjemsamtale. Kamal kan ikke fortsætte sådan her, og de skal finde en løsning. Klasselæreren foreslår efterskole, og selvom Kamal ikke ved, hvad det er, lyder det bedre end folkeskolen. Far er skeptisk, men mor insisterer på at lytte til skolen og kommunen.

 

Kamal kører rundt med en dame fra kommunen for at se på efterskoler, og de besøger Kongenshus Efterskole. Skolen ligger i den lille landsby Sønder Resen, der kun består af skolen, en kirke og et par villaer. Det er et sted, der også tilbyder hjælp til socialt udfordrede børn. Kamal er nervøs, men det kan vel ikke være værre end folkeskolen.

 

Første uge på efterskolen er svær. Han savner mor, og det er svært at åbne op, efter at han har været en del af skyggerne på Sønderskolen. Men da læreren spørger, hvad han gerne vil kaldes, ser Kamal en chance for en ny begyndelse. Måske er det tid til at lade "Kamel" gå og begynde at bruge hans fornavn, Moustafa.









































 

 

Moustafa er stadig ikke morgenmenneske, og efterskolen har morgensamling. En morgen bliver han mål for Jonas, der giver ham et klask i nakken. Moustafa reagerer og giver Jonas et klask tilbage.

De ender i en voldsom slåskamp, og lærerne må gribe ind. Moustafa er stolt. Det er første gang, han har stået op for sig selv, og det gør, at han pludselig får opmærksomhed. Slåskampen bliver den isbryder, han har ventet på.

 

Resten af dagen er folk nysgerrige, og spørgsmålene bliver til samtaler, som skaber nye venskaber. For første gang siden Afrin får Moustafa venner, og de er danskere. Han bliver hurtigt kendt som “Musti” blandt både lærere og klassekammerater.

Han føler sig hjemme på Kongenshus Efterskole, og for første gang er det let at være social. Han begynder at integrere sig i den danske ungdomskultur og føler sig dansk.
 

2018

Musti afslutter Kongenshus Efterskole i 2018 efter to år. Farfar, der var imam, ville nok kalde hans tid der for fyldt med haram. Selvom farfar havde taget far med til Mekka, havde mor og far aldrig været særligt religiøse. Mor går stadig med tørklæde, men mest ud af vane, da hun har gjort det siden barndommen.

Siden de kom til Danmark, har hun flere gange haft håret frit på gaden, og far synes også, det klæder hende bedre sådan. Musti har aldrig været særlig religiøs, men han overvejer, om det måske er ærgerligt. Mange fra indvandrermiljøet virker glade for troen i islam, og måske skulle han prøve at lære mere om sin tro.

 

Han læser Koranen, flere gange, men han har svært ved at forstå historierne. De giver ingen mening for ham, og han kan ikke tro på, at det, der står, virkelig er sket.

Hans muslimske venner har ikke de samme værdier som ham; de virker ikke tolerante over for dem, der er anderledes, og Musti har altid været anderledes – først som kurder i Syrien og nu som indvandrer i Danmark.

Han føler sig tættere på sine danske venner, der er åbne og imødekommende. Religion er ikke noget for ham, og han lægger islam fra sig.










 

​​​





































































 

Som barn på Sønderskolen føltes det ikke godt at være anderledes, men nu, som en energisk 19-årig, ønsker han at skille sig ud. Han hader tanken om, at folk kun ser ham som en indvandrer.

Øreringe er haram for mænd, men måske kunne det være sejt? Han spørger far, men får et kort og klart nej. Det stopper dog ikke Musti.

En oktober aften i 2019 køber han et smykke og får en ørering i venstre øre. Far flipper ud. Musti får en lang tirade på kurdisk, men mor prøver at forstå og siger, at han trods alt ikke ryger eller bruger stoffer, så de bør give ham lidt frihed.

 

2024

Musti møder Nova den 7. maj foran Star Pizza i Grenaa. Han hænger ud med to venner på deres motorcykler, da Nova cykler forbi. En af vennerne genkender hende fra hans gamle skole og råber for at få hendes opmærksomhed, men hun stryger hurtigt videre.

Vennen sender en jokende besked, og efter et stykke tid cykler Nova tilbage. Hun har set beskeden og beslutter sig for at hænge ud med dem.

Musti bemærker de stærke samyang buldak nudler i hendes cykelkurv og spørger: “Kan du spise sådan noget?” Hun svarer udfordrende tilbage, at de ikke er nogen udfordring for hende. Det kan Musti godt lide.

 

De tilbringer et par timer sammen, og Musti er ærgerlig over, at han ikke fik hendes Instagram.

Heldigvis hjælper vennen ham, og Musti skriver til hende. De begynder at chatte, og han spørger, om hun vil køre rundt med ham på motorcyklen dagen efter.

Hun takker nej, fordi hun har planer med en veninde. Planerne bliver afvist og dagen efter skriver hun til ham, og de mødes. De ses ofte, og snart bringer Nova endda mad til ham, da han ligger syg.

























Musti er fascineret af hende. Hun er anderledes end de piger, han har mødt, og han føler sig godt tilpas i hendes selskab.

 

I oktober taler de om deres forhold, og Musti er sikker på, at det ikke bare er en sommerfling længere, men han vil tage tingene langsomt. Nova er tålmodig, og de holder deres forhold low-key.

Jo længere tid der går, desto mere sikker bliver Musti på, at hun er den rette. Han vil gerne have, at hun bliver "the one", men han ved ikke helt, hvordan han skal sige det.

































 

 

I december falder Assad, og verdens opmærksomhed vender tilbage til Syrien. Den danske regering overvejer at sende syrerne hjem, men Musti føler sig ikke som syrer.

Han er dansker.

Hans far kom som politisk flygtning før krigen eksalerede, og Musti er opvokset i Danmark. Han føler sig ikke som syrer, og han føler sig heller ikke som en del af gruppen af indvandrere. Hans familie er fuldt integreret, de fejrer jul, og hans brødre er danske.

 

Musti er ikke muslim, han drikker øl med sin onkel, har tatoveringer og flere danske venner. Han ser sig selv som dansk, og håber, at han ikke har noget at bekymre sig over, men opholdstilladelsen skal fornyes, og han ved ikke, hvad fremtiden bringer.

Han afslutter sin EUX til sommer og skal finde ud af, hvad han vil efter det. Måske flytte til Aarhus, måske blive i Grenaa – der sker aldrig noget i den by. Måske er det tid til at finde ud af, hvordan han spørger Nova om at være kæreste.









































Han har valgt at holde nytår med to kære gamle venner fra Aalborg, og han har taget Nova med. Hun sidder og griner med en af vennernes kæreste. I aften er aftenen.

På sand RomCom manér har han sammenfattet en plan om at stille det store spørgsmål ved midnat og gå ind i det nye år med en kæreste.

Hvis altså hun siger ja...

2024 skal til at udånde sit sidste suk. De har tilbragt hele dagen sammen. De hører kongens nytårstale sammen, for det skal man jo. Hun ser så flot ud i sin sorte kjole og med håret glattet, en proces der tog så lang tid, at han nåede at tage en lur på det hotelværelse, han har booket til dem.

Han ville ikke betegne sig selv som en romantiker, men nytårsaften må vel være den bedste dag at spørge. Desuden ville det være den letteste dag at huske, så han kommer aldrig til at glemme deres årsdag, men den årsag behøver hun jo ikke vide. 00:00 der spørger han hende.  

23:58. Nova og han træder lidt væk fra de andre. Han har en lille tale forberedt, men det er ikke noget specielt. Hjertet banker lidt hurtigere, men vodkaen ligger skjul på det.  

23:59. “Nova, du...” starter han. Hun afbryder ham  

“Musti, vil du være min kæreste?” 00:00, hun kom ham i forkøbet.

"Ja”