Statsløs
Som en del af Akha-befolkningen er Maxdo, hans kone og ældste datter statsløse, selv efter at Maxdo har boet i Thailand i 16 år. De lever fortsat med begrænsede rettigheder og økonomiske udfordringer, men holder fast i deres kultur gennem landbrug, fællesskab og den kristne tro. Men fremtiden for at bevare traditioner og kulturen er usikker, da de yngre generationer får bedre muligheder, flytter de også væk fra bjergene.
Larmen fra buskrydderen skærer gennem den tunge, fugtige luft i bjergene på samme måde som den skærer gennem de tørre majsgrene der dækker bjergsiden. Solen står højt, og varmen presser sig ned over markerne. I rækker af avocado- og duriantræer strækker sig ligeledes op af skråningerne.
Her, i skyggen på bjerg siden, arbejder en familie uafbrudt. Maxdo Mayeur holder fast om den 9 kg tunge buskrydder, der hænger fast i hans strop om skulderen og skærer de overmodne majsplanter, der snart skal gøde træerne.
Mens går hans kone, Akum, og deres ældste datter, Abeh, rundt i bunkerne af tørre grene og blade, mens de slæber de tunge plantestykker hen til rødderne af avocadotræerne.
Det er en rytme, de kender alt for godt. Mellem de nedsavede majsplanter og bananpalmer bevæger de sig som en del af landskabet. Et arbejde uden mange pauser, uden valg. Seks dage om ugen, fra solopgang klokken 8 til lidt før solnedgang klokken 17. Morgen til aften, arbejder de på bjergskråningerne under den røde sol. De har ikke et andet valg som myanmarske flygtninge. Som statsløse har de fundet en form for stabilitet i arbejdet, en måde at klare hverdagen på som de kan håndtere.
55-årige Maxdo Mayeur kom til Thailand for at skabe en bedre fremtid for sin familie. I Keng Tung i Myanmar var der ingen muligheder tilbage, Ingen sikkerhed på grund af landets lange borgerkrig.
Maxdo, gjorde som mange andre medlemmer af den store befolkningsgruppe Akha, måtte gøre, flygte for at overleve.
Maxdo og familien håbede på et nyt liv i Thailand, et land, der på overfladen lovede sikkerhed og muligheder, men i virkeligheden viste sig at være mere kompleks.
”Da jeg først kom til Thailand, var det længere oppe i bjergene og tættere på Myanmar, jeg boede,” siger Maxdo.
Da han først ankom, lavede han en te plantage. En plantage han lavede uden tilladelse, da han måtte finde en form for vej til at sikre det dagligt brød for familien. Det var bedst at gøre i et område hvor kun få mennesker, hvis nogen, kunne finde vej til.
Han og hans familie har stadig få muligheder. De har få rettigheder, intet statsborgerskab, ingen reel sikkerhed. Kun jorden, der egentlig ikke er deres, og arbejdet, de nok aldrig kan slippe. Maxdo har boet i Thailand i 16 år, men hans status er uændret. Han eksisterer, men han hører ikke rigtigt til, ikke i landet Thailand, men i området er han ikke alene.
Maxdo og hans tre yngste børn bor i deres hjemmelavede, selvbyggede træhus, hvor de sammen med cirka 150 andre Akha-borgere bor i byen Ban Pong Nam Ron i Doi Hang-området.
Et hus, hvor køkkenet er lige så meget udenfor som indenfor, og hvor maden oftest er noget, man selv finder og laver, i stedet for at handle den ind. Og hvor vandet, der kommer ud af vandhanen, er det samme som det, der løber ned ad vandfaldet længere oppe i bjergene.
Et liv med landbrug
Maxdos liv er tæt knyttet og dybt afhængigt af arbejdet på markerne. Hver morgen begynder han tidligt med at koge ris, der skal spises med rester fra dagen før. Derefter kører han 20 minutter ned ad de stejle bjergveje på sin scooter. Han tænder buskrydderen, som kører næsten uden pauser for at rydde landbrugsjorden og klargøre gødningen før regntiden til næste sæson.
Arbejdet er fysisk krævende og strækker sig så længe solen er på himlen. Markerne er ejet af Maxdo lillebrors kone og hendes familie. Selvom Maxdo har sin lille tefarm, har han i årevis været afhængig af dette arbejde på andres jord for at kunne forsørge sin familien.
”Jeg har arbejdet på markerne her i 3 år, før det passede jeg min te mark”
Maskinens konstante vibrationer og de hårde fysiske udfordringer er noget hans hænder kender godt. De er hårde af arbejdet og huden er læderet af solen. Med den daglige løn på 350 baht, svarende til 71 danske kroner, dækker det knap nok de grundlæggende behov i hverdagen. Men han ved at det han laver, er en nødvendighed, men også i høj grad hans stolthed.
”Jeg har ikke andre muligheder for at arbejde andre steder, men jeg er også glad for det her” Siger Maxdo.
Ved markerne står der 2 små åbne bambushytter, hvor han, hans kone Akum og deres ældste datter Abeh tager frokostpauser under den varmeste tid på dagen. Men selv her er det ikke muligt at få ro, pauserne er korte, og arbejdet kræver stadig Deres fulde opmærksomhed. Pauserne bruges på at planlægge hvilken del de skal fokusere på at blive færdige med.
”Vi mangler at samle på venstre side af træerne deroppe” Siger Abeh.
Som statsløse har man ikke retten til at eje land, hvilket gør dem afhængige af velvillige bekendte, der tilbyder dem arbejde. Statsløsheden blandt Akha-folket er stadig udbredt, og deres status gør dem usynlige i systemet. De har gennem tiden heller ikke haft adgang til sundhedssystemet, eller sende deres børn i skole og lever derfor på myndighedernes nåde.
Rettighederne bliver bedre for de fleste, men for mange eksisterer de stadig ikke officielt. For Maxdo har det betydet en livslang kamp for stabilitet. Han kom hertil i håbet om et bedre liv, men uden de rigtige papirer er han tvunget til at tage det arbejde, han kan få.
Den store familie og kommende generationer
Maxdo, Akum og Abeh har opnået en 10-årig midlertidig opholdstilladelse, som de holder fast i, mens de venter på svar om permanent opholdstilladelse. Den midlertidige opholdstilladelse giver dem dog adgang til sundhedssystemet på lige fod med thailandske borgere, noget der for få år siden var helt anderledes.
Dengang kostede en tur til lægen eller køb af medicin hundredvis af gange mere, end det gør nu, hvor de har råd til den nødvendige medicin.
Hans 8 børn er også berørt af statsløsheden. Selvom de yngste er født i Thailand, har de ingen automatisk ret til statsborgerskab. Uden dokumenter kan de ikke rejse, få formel beskæftigelse eller videreuddanne sig uden udfordringer.
Familien er dog heldige, grundet gode aftaler mellem skole, kommune og Akha-befolkningen i området, har de fået nogle af rettighederne tilbage, og dermed gjort det muligt, at Maxdos børn kan få lov til at studere i Chiang Rai.
Aftalen som den lokale skole har med kommunen værdsættes i høj grad af Maxdos familie, for selvom de fleste af hans børn nu er voksne, går de tre yngste stadig i den lokale skole.
”Det er vigtigt, at de kan gå i skole. Jeg håber de kan få et bedre liv end mig” siger Maxdo.
Uddannelsen og skolen
Børnene fra byen Ban Pong Nam Ron og de omkringliggende byer går i den eneste skole, der ligger i de tre landsbyer oppe i bjergene. Skolen ligger længere nede ad vejen, en 10 minutters scooter tur fra Maxdos hus, hvis man har erfaring på de snoede veje.
Uddannelsesmulighederne er dog begrænsede, og det er kun gennem den lokale aftale, at børnene har lov til at gå i skole. Alternativerne er få, og gennem tiden har mange familier ikke haft mulighed for at sende deres børn videre i uddannelsessystemet.
Maxdo og Akum har altid set uddannelse som et dilemma. Deres 17-årige søn, Abeir, er netop færdig med grundskolen og står ved et vendepunkt: Skal han tage en teknisk uddannelse i Chiang Rai eller blive i bjergene og arbejde som sin far? Måske kan man også flytte til Bangkok og få et godt arbejde? Abeir har besluttet, og har valgt at tage chancen og flytte til den millionstore by, Chiang Rai. For mange unge er dette en svær beslutning.
Abeh, der begyndte at hjælpe sine forældre med havearbejde som niårig i Myanmar, har svært ved at se en anden fremtid end den, hun selv kender. Hun bliver nødt til at hjælpe sine forældre, og forsørge dem samt sine egne børn.
Akha-kulturen er stærk, men udfordret. De unge ser nu muligheder uden for bjergene, men ved også, at deres forældre er afhængige af dem. Maxdo frygter, at hvis mange forlader samfundet, vil deres identitet med tiden forsvinde. Samtidig ønsker han heller ikke, at hans børn skal igennem den samme hårde kamp, han selv har oplevet.
Men det betyder ikke, at de unge afviser deres kultur.
"Verden ændrer sig, og de nye generationer kan ikke leve 100 % som deres forfædre. Men det betyder ikke, at de ikke værdsætter deres kultur. De tilpasser sig, samtidig med at de holder fast i traditioner, der giver mening for dem," forklarer Signe Leth, seniorrådgiver for oprindelige folks kvinde- og jordrettigheder i Asien hos International Work Group for Indigenous Affairs.
For Abeir og hans fætter Latte, som går i 5. klasse, der om få år også er færdig med skolen, er fremtiden endnu åben. Den er sandsynligvis anderledes end den som deres storesøster og kusines er .Men de ved, at valget mellem bjergene og byen nærmer sig. Mange unge drømmer om et liv med flere muligheder, men de bærer samtidig ansvaret for deres familier på skuldrene.
"Jeg håber, de vil holde fast i traditionerne og huske at komme hjem igen," siger Maxdo.
Mulighederne, de unge får, er i en udvikling, der kan gå begge veje. Mange der flytter ud af de små samfund, risikerer at glemme, hvor de kommer fra, glemme deres kultur. I Signes øjne er der samtidig en stigende tendens til, at oprindelige folks unge og yngre generationer bliver mere rodfæstede i deres identitet.
"Der er tendenser til, at flere bliver engageret i en 'revival-proces' for at forstå deres egen identitet og de værdier, de kommer fra." forklarer Signe.
Maxdo selv er usikker, men det nytter ikke noget at være bekymret. For ham er det vigtigste, at hans børn har det godt, og hans største ønske er, at de kommende generationer fortsætter med at forsøge at holde fast i traditionerne.
Men han synes også, det er op til dem selv.
"Jeg har selv arvet traditionerne, tøjet, sproget og måden at leve i naturen på fra mine forfædre," forklarer han.
Han vil gerne give denne arv videre, men verden ændrer sig, og de nye generationer kan ikke leve 100 procent som ham, hans egne forældre eller bedsteforældre gjorde.
"Det vigtigste er, at vores historie ikke stoppede ved mig, men at jeg kunne give den videre til mine børn og jeg kan se, at nogle af dem også giver noget af den videre til deres."
Troen, kirken og ændring af deres tro
Akha-folket har gennem tiden skiftet fra spirituelle traditioner og overtroiske trosretninger til protestantisk kristendom. Dette har haft stor betydning for deres samfund, især da tidligere overtro blev opgivet, som eksempelvis troen på, at tvillinger bragte ulykke. Hvis man fødte tvillinger, skulle de dræbes, for ellers ville der komme ulykke til befolkningen.
I dag spiller kirken en vigtig rolle i deres liv. Om søndagen samles de i den seks år gamle kirke, der ligger centralt i byen, en kirke, som de selv har bygget for indsamlede penge.
Under gudstjenesten, inden man sætter sig for godt til rette, lægger hver person, der deltager, 20 baht i den håndlavede taske, der hænger ved prædikestolen. Det gælder uanset, om man kommer, når gudstjenesten begynder, eller når den er ved at være færdig. Det er en fast tradition, der sikrer, at kirken kan afholde fester og købe nødvendige ting såsom instrumenter og højttalere til menigheden og fællesskabet for byen.
Gudstjenesten er en blanding af bøn, salmer og oplæsning fra Bibelen, der er oversat til Akha. Ordene er genkendelige for menigheden, men fremmede for udenforstående. Ikke engang "amen" lyder genkendeligt, men den kan genkendes ud fra timingen der er, når menigheden svarer i kor, som en velkendt rytme, de alle deler.
Én gang om måneden, tager Maxdo alene turen ned ad bjerget og langs Kok floden til Ban Huay Pla Kung for at deltage i gudstjenesten i Ararat Akha-kirken sammen med sin storebror og hans familie og andre venner fra byen.
Her er fremmødet større, og kirken fyldt mere op. Kirkerummet fyldes her af en blanding af vestligt tøj, thailandske fodboldtrøjer og traditionel Akha-beklædning, primært blandt de ældre kvinder.
De røde plastik stole danner en kontrast til det farverige tøj, mens fællessangen og børne- og damekoret fylder rummet. På en skærm bag prædikestolen vises salmetekster på både thai og Akha, så alle kan synge med.
”Vi samles fordi vi tror på at Jesus og gud giver os hvad vi ønsker og at han kan beskyttes os”
For Maxdo er troen en fast del af ham, men ikke nødvendigvis bundet til én bestemt kirke. Han opsøger fællesskabet, hvor det giver mening, og troen fungerer som en usynlig tråd, der forbinder ham med familien, samfundet og en større fælles identitet. En identitet, der ikke nødvendigvis kun findes i bjergene.
Men troen ændrer ikke på deres livsvilkår. De mangler stadig anerkendelse fra staten, og uden statsborgerskab forbliver mange rettigheder uden for rækkevidde. Hvis statsløse befolkningsgrupper officielt blev anerkendt i Thailand, ville de også have mulighed for at få statsborgerskab, da regeringen så ville være forpligtet til at opfylde deres rettigheder.
"Den største udfordring er, at Thailand ikke anerkender, i de har befolkningsgrupper. De siger, at 'vi er alle oprindelige i Thailand'. Det betyder, at de dermed undgår forpligtelsen til at følge FN’s menneskerettigheder for oprindelige folk.” forklarer Signe
I lyset af den manglende statslige anerkendelse spiller de små lokale samfund og kommunale aftaler en vigtigere rolle. Når regeringen ser bort fra deres behov, må de finde løsninger hos dem selv.
"Der er en spændende tendens blandt oprindelige folk til at vende blikket indad og spørge: Hvad er vores kerneværdier? Hvordan kan vi styrke dem og tage kontrollen over vores eget liv tilbage?"
Troen, kulturen og fællesskabet giver dem styrke. Men uden formel anerkendelse forbliver de stadig i et limbo, en befolkning uden officielle rettigheder, men med en stærk identitet, de ikke ønsker at give slip på.
Familien samles
Solen er gået ned, byens få gadelamper er tændt. Og hjemme hos Maxdo er der fyldt med scootere, for der er flere af hans børn hjemme end der plejer at være. Abeir er færdig med grundskolen, hans storesøstre, der bor i Chiang Rai, og hans brødre, der er rejst endnu længere væk fra, er vendt tilbage.
I aften er de samlet ved det samme gulv, i det samme hus, som de har gjort så mange gange før. Den thailandske bordpladegrill står midt i rummet til stegning af forskellig slags kød, kogning af nudler og forberedelse af friske salater.
Med spisepinde bliver der konstant vendt rundt, taget til sig, eller givet videre af, hvad end man har lyst til. Der er meget mere mad, end hvad der er nødvendigt for at mætte alle 11 munde. Latter blander sig med duften af sydende bacon.
For de yngre generationer er fremtiden usikker, men den er også fuld af muligheder, deres forældre aldrig havde. Maxdo ser på sin søn, Abeir, og ved, at han måske ikke vil vende tilbage til bjergene. Måske kun for besøg som disse.
Måske vil han få et bedre liv i byen. Måske vil han få en fremtid, Maxdo aldrig fik. Det er ambivalent. Han ved, at hans børn har chancen for at studere og skabe et andet liv end det, han og hans forfædre har haft.
Men selv mens latteren fylder rummet, kan han ikke lade være med at tænke på, hvor længe det vil vare ved. Selvom de måske efter hans død ikke længere samles i byen, håber han, de stadig vil huske, hvor de kom fra, og huske det, han har gjort for at prøve at gøre deres liv nemmere end hans eget var.
Han håber, at de i sidste ende stadig vil mødes som i dag, uanset hvordan fremtiden, for familien, området eller befolkningen, ændrer sig eller fører dem hen.
Men i aften er de sammen. Familien, fællesskabet, det eneste, de altid har haft, og det eneste, de mener de kan være sikre på.
"Jeg ved ikke, hvad der vil ske. Mine børn vil have et andet liv, men jeg håber, de husker, hvor de kommer fra."
De har ikke papirerne, der giver dem en officiel plads i samfundet, men de har deres jord, deres familie og deres tro. De har deres egne bånd, som er stærkere end noget dokument.
Der er dog ingen garanti for, at Maxdos børn eller andre af de kommende generationer vil fortsætte denne levevis eller i stedet søge en ny vej i en moderne verden, der ændrer sig omkring dem. Men lige nu er det ikke vigtigt. Lige nu er de samlet. Og det er alt, der betyder noget.
Ekstramateriale
