Waiting for the
Movie to End
Hanne og Freddy. Farmor og farfar. 90 og 89 år gamle. 63 år sammen. Farmor har dårlig balance og et forsvindende syn. Farfar har smerter i fingre og hænder og nedsat hørelse. De er hinandens øjne og ører. De mødte hinanden i 1958 i fjeldene i Norge, hvor de begge stod på langrend.
Ungdommens Rejsebureau (UREBU) var deres matchmaker.
Hanne var 19 år og rejste med sin veninde Bente. Freddy var 18. De stod på langrend og naturski sammen og begyndte at lære hinanden at kende. Freddy syntes, de begge var meget søde.
Et par år senere begyndte de at ses igen. De inviterede hinanden hjem til billedaftener og mødtes til fester gennem UREBU. Lidt efter lidt begyndte de at komme sammen.
En aften var Hanne, hendes bror Jørgen og deres forældre taget til Langelinie.
Mens de stod og kiggede ud over byen, kom Freddy roende forbi i en robåd.
Jørgen genkendte ham fra billedaftenerne og meldte sig senere ind i den samme roklub. Han og Freddy blev gode venner.
Hanne kom med til roklubbens fester. De havde deres venner, deres interesser og efterhånden også hinanden. Freddy kunne mærke det i maven, at det gav
glæde at være sammen med Hanne.
Hanne arbejdede i Københavns Telefonselskab, hvor hun var med til at
planlægge nye telefonanlæg. Freddy arbejdede i Privatbanken i udlandsafdelingen. De havde hver deres arbejde og hver deres hverdag, men
livet begyndte langsomt at blive et fælles.
I februar 1963 blev de gift.
De boede først på Amager. Senere flyttede de til en større lejlighed, inden
de kom til Nørrevang 41 i Birkerød. Her havde de udsigt over fredede og naturskønne områder.
Det var så smukt derude, fortæller farfar. Der var fred og ro, og om aftenen kunne de høre nattergalene og frøerne nede i dammene. Deres børn voksede op her. Gik i skole her. Legede her
Folk sagde, at herfra ville de aldrig flytte.
Men det gjorde de.
I 1986 flyttede de ind i sommerhuset, hvor de stadig bor i dag.
”Hun har begge ben på jorden, og kunne lide at stå på ski og med ud at svømme. Min tidligere kæreste var en fin dame fra Paris, der ville gå i fine forretninger og vise sig frem. Det var ikke så meget for mig.”
Farfar: ”Jeg tror, det handler meget om tolerance og at være tolerant. Jeg prøver på at være tålmodig, og prøver at se tingene fra den anden side og ikke kun fra sin egen. Og undgå at hænge sig i små ting og detaljer."
"Og så, hvis man så kan glæde sin partner med at komme hjem med en buket røde roser eller andet lækkert, som jeg ved vil gøre hende glad, så bliver jeg glad.”
Farmor: ”Det behøver ikke at være, når det er fødselsdag. Det er dejligt, hvis det er en mandag eller en fredag.”
Farfar: ”Og et lille kram jævnligt, hvor man lige fortæller sin partner, at vi to, vi er sammen. Vi holder sammen.”
Farmor: ”Jeg har det sådan set på samme måde som Freddy.”
”Det er en fordel, hvis man har nogenlunde de samme interesser. Vi kan begge lide at stå på ski, og det har vi gjort meget, og rejst meget sammen.”
Farmor: ”Hvis den ene nu kan lide at rejse, og den anden ikke kan fordrage det, så er det jo ikke så nemt.”
Farfar: ”Vi holder af hinanden og har fælles interesser.”
Farmor: ”Den ene dag går, og den anden dag går, og man er jo bare sammen.”
Farfar: ”Og de går godt, og så længe vi ikke river hovederne af hinanden, så går det nok.”
”Det med at være uvenner, det gider vi ikke.”
Farmor: ”Nej, ikke så længe.”
”Jeg kan da godt fare op i en spids, men det går jo over igen. Og det ville jo også være unaturligt, hvis ikke der var noget, man kunne være uenige om. Og Freddy, han er meget rolig, og jo mere rolig han er, jo mere kan jeg nogle gange hidse mig op.”
Årene går. Pludselig er de ikke langt fra krondiamantbryllup. De har voksne
børn og børnebørn, børn der selv venter på at blive bedsteforældre. Snart 40 år
i de samme 76 kvadratmeter.
Den lille kartoffelmark i haven er væk. Det store bed, der blomstrede med friske grøntsager, er forsvundet. En stor græsplæne, et ensomt æbletræ og en
robotplæneklipper fylder det grønne landskab fra terrassen. Gyngen, der blev
svinget rundt og frem og tilbage i godt 20 år, er taget ned. Stativet står stadig og kigger tilbage mod sommerhuset.
Farmor kan ikke længere gå uden at støtte sig til noget eller nogen. Farfar
bruger stædigt sine kræfter på at vaske op, lave mad, gå ud med skraldet,
tage imod gæster, handle ind og hente ugeavisen.
”Hanne vil ikke af med mig, og hun vil have, jeg skal blive. Og jeg vil heller
ikke af med hende.”
”Jeg har hele tiden sagt, at jeg skal... Jeg skal nok forsvinde først. Hvis Freddy er væk, så kan jeg overhovedet ikke klare mig med noget. Og slet ikke nu. Fordi alt det teknik og alt det, han har ført til huset, det har jo været noget, han altid har lavet. Det har jeg jo bare ladet ham gøre.”
Farfar: ”Du var ikke så interesseret i at følge med i det.”
Farmor: ”Nej, det var jeg ikke. Hvorfor skulle jeg også det, når du var der?”
Farfar: ”Hvis jeg pludselig var væk, så ville det være smart, at du havde sat dig ind i det noget mere.”
”Hvis der er nogen af computerne, telefonen eller fjernsynet, der lige skal
justeres, så er det mig, der ordner det på et øjeblik.”
Farmor: ”Altså, mange ting kan jeg jo godt. Men kommer der et eller andet, så er det altid Freddy, jeg råber på. Men det er jo også, fordi det er det nemmeste for mig.”
Det går begge veje.
”Det er meget vigtigt, at vi har hinanden.”
Farmor: ”Det er vigtigst for mig. Du kan bedre klare dig uden mig.”
Farfar: ”Det vigtigste for mig. Det er, at jeg har Hanne, for jeg nyder at gå og kæle for hende. Og glæde hende. Og give hende et kys og et kram. Det kan jeg godt lide. Og så når jeg får en respons, så kan jeg også godt lide. Det holder mig i gang. Hun nyder, at jeg gør det.”
”Og så når vi får besøg af vores børn
og børnebørn, så sætter vi pris på det. Det er dejligt.”
Nu er det ikke længere de store rejser eller de store planer, der fylder. Det er hinanden. De små ting. Et kys. Et kram. At kunne hjælpe den anden.
At være der.
Tiden fylder mere nu. Der er ikke længere flere år foran dem, end der er
bag dem.
Farmor: ”Det tænker jeg meget over. Det kan jeg ikke lide. Det er jo sådan lidt underligt at... Altså, vi ved det jo godt, ikke? Og der er jo ikke noget at gøre ved det. Og når vi ser, hvor store vores børn er blevet, hvor gamle I er blevet, ikke? Fra I var sådan nogle små nus, Så kan man jo
godt forstå det, og så tænker man, at det er sgu da også skideærgerligt.
Så har man det også, at hvis man nu ikke har det så godt, så tænker man, at der er måske ikke så meget skægt ved at blive hængende. Også for andre at gå og kigge på, hvordan vi har det.”
Farfar: ”Man er jo ked af at skulle være til besvær, og man er også ked af, hvis man ikke har det godt, hvis man har smerter.”
Farfar har smerter i hænderne på grund af problemer med hjerteklappen. Den er faldet ned igen. Han skulle have haft en ny operation, men lægerne vurderer, at han er blevet for gammel til at gennemføre den. Nu må han leve med smerterne.
Farmor: ”Og så sidder han og fortæller mig det, så bliver jeg nervøs, så bliver jeg da ked af at høre det, ikke?”
De har hinanden. De holder fast i hinanden. Har det svært sammen og har det godt sammen.
De sætter mere pris nu end nogensinde før på besøgene fra deres børn, børnebørn og naboer. De har et levet liv bag dem, som de er tilfredse med. De har haft masser af gode venner, gode minder. De har haft mulighed for at rejse sammen, med og uden deres børn, de har tre voksne børn, 6 voksne børnebørn, sunde og raske.
Farfar: ”Når jeg mærker noget glæde fra dig, det sætter jeg mest pris på. Når jeg mærker, du bliver glad for mig.”
Og måske er det stadig det samme, som det var dengang i Norge.
At være sammen, lidt endnu, i morgen og dagen efter også.
